>> Rüdesheim august 2018 <<

5 dage i bus med Ans Rejser fra den 12. - 16. august.

Efter tidligt oppe søndag morgen med afgang fra Thorsager kl. 6 og Rønde 6,15 var kursen herefter sat direkte til "Hotel Rüdesheimer Hof" til middag først på aftenen. Meget tæt trafik og vejarbejde mange steder gjorde, at middagen først blev serveret kl. 21,30. Lækker middag, som også kendetegnede hotellet resten af ferien, samtidig med en venlig og hyggelig servering. Mange ******* til hotellet.

Vor guide fra Ans Rejser Jan Formann får lige så mange stjerner, for viden, formidling og venlighed. Og vor super-chauffør Kim førte os meget sikkert frem, de ca. 2500 km vi kørte på turen. Gode pauser og hensyn gjorde det hele til en rigtig god oplevelse.


Mandag:  Det regnede fra morgenstunden, så turen blev udsat til over middag - en god beslutning fra Jan, da vi fik solskin om eftermiddagen. Formiddagen blev i stedet på egen hånd rundt i byen - for hvor var det nu lige at "Drosselgasse" lå? Mange af deltagerne havde tidligere besøgt Rüdesheim, så der var mange dejlige gensyn.

Regnslag og paraplyer - men ikke koldt...

Der blev kikket vinduer og bøjler..

Og der var den: "Drosselgasse"...


Mandag eftermiddag: Rüdesheim og Niederwalddenkmal. Efter en lille spadseretur i Rüdesheim steg vi på det lille tog Winzerexpressen, som kørte gennem byen samtidig med, at vi fik en god orientering "på dansk" om lidt om byens historie, og de forskellige steder, vi passerede. Derefter kørte toget op ad bjergskråningerne med en fantastisk udsigt over byen og Rhinen og vinmarker, så langt øjet rakte. Turen sluttede ved det imponerende store monument i Niederwald Landskabspark. Monumentet er 38 m. højt og er rejst for at markere Tysklands samling i 1871. Herunder billeder, som taler for sig selv.

Tilbage til Rüdesheim kunne vi tage bussen eller købe en tur i svævebanen tilbage til centrum,
- "fotografen" valgte svævebanen, som var meget behagelig og med en betagende udsigt.


Tirsdag: Heidelberg: Heldagstur til universitetsbyen Heidelberg. Byen blev ikke bombet under 2. Verdenskrig, så der var rigtig mange flotte gamle huse, broer over floden Neckar og den gamle kirke "Heiligenkirche". Et must er et besøg på det 700 år gamle slot. Turen fra byen til slottet, som ligger på bjerget Königsstuhl 70 m. over floden, foregik med togbane tur/retur. På slottet, som er museum, var der bl.a. et meget gammelt apotek og i kælderen verdens største vinfad/tønde, som kan rumme 221.726 l. Et besøg værd var også Alte Brücke med en flot udsigt over floden.

Der blev på hjemvejen fra Heidelberg også tid til et besøg på en meget stor og flot vingård "Schloss Johannisberg", som har en meget historisk Rieslingproduktion. Schloss Johannisberg ejes af Dr. Oetkerfamilien, og bruges, foruden til vinproduktion, også til en række kulturelle begivenheder. Hele historien om slottet startede i 1100 tallet, som et benediktinerkloster. Slottet blev totalbombet under 2. verdenskrig, men blev genopbygget i 1960erne.


Onsdag: Loreley og sejltur på Rhinen. Den berømte klippe Loreley var første mål efter en flot køretur langs Rhinen. Klippen er 132 m. høj og meget stejl ned til Rhinen. Sagnet fortæller, at en meget smuk pige ofte sad på klippen og sang så smukt, at søfolkene ofte sejlede mod de mange skær, som er i vandet omkring klippen. Det medførte "efter sagnet" mange forlis. Én af tysklands store digtere, Heinrich Heine, har skrevet en sang om Loreley, som ofte spilles og også er oversat til dansk. Smukt er der!
Vi besøgte også byen Sct. Goarshausen, hvor vi steg ombord i én af Rhinbådene for at sejle tilbage til Rüdesheim. En meget flot og behagelig sejltur, som varede 3 timer.


Herunder billeder fra  "Hotel Rüdesheimer Hof": Som nævnt i indledningen, et rigtig hyggeligt og godt spisested med en god atmosfære.
     


Torsdag: Efter tidlig morgenkaffe var der afgang fra hotellet kl. 07,15 med kurs mod Rønde/Thorsager.
Der var som vanligt indkøbsstop ved grænsen / Duborg og med fornuftig trafik gennem Tyskland, var vi hjemme ved 21-tiden.

Stor tak til alle deltagere for 5 rigtig gode oplevelsesrige og hyggelige dage. Tak til Ans Rejser v. guide og chauffør.

   

Tekst og foto:
Poul R. Poulsen